Edward Gibbon

Edward Gibbon (27 April 1737, Putney, Surrey, England - 16 January London, England 1794) var en britisk historiker og parlamentsmedlem. Hans vigtigste værk var Det romerske riges forfald og undergang. Gibbson studerede hele livet, men fik aldrig en formel uddannelse, idet hans tid i Oxford (1752-1753) blev en fiasko.

I 1758 vendte han hjem til England, og efter en kort militærtjeneste drog han i 1763 ud på en europæisk dannelsesrejse, der bl.a. førte ham til Rom, hvor mødet med den antikke kultur blev af afgørende betydning for hans senere historieskrivning. I 1774 blev han valgt til Parlamentet, hvor han med afbrydelser sad til 1783. Samme år flyttede han igen til Lausanne og vendte først permanent tilbage til England i 1793.

Gibbons værk er et skelsættende arbejde inden for historieskrivningens historie. Sin lærde arbejdsform med sans for detaljen havde han arvet fra humanisterne og antikvarerne; samtidig var han i pagt med oplysningstidens kritiske, filosofiske historieskrivning, og han kunne derfor formulere problemstillinger, der var centrale for hans samtid. Dette i forening med en magtfuld sproglig udtryksform gjorde hans History til yndet læsning. Fremstillingen af kristendommens vækst og forfølgelsernes historie, der var et opgør med fortidens ukritiske tradition, vakte dog så megen modstand, at han måtte forsvare sine synspunkter i bogen Vindication (1779). Som al stor historieskrivning kan Gibbons værk stadig læses med udbytte, selvom man i dag på mange måder har et andet syn på epoken end det af Gibbon formulerede.