Karl Maria Wiligut

Fra Metapedia
Skift til: navigering, søgning
Et af de få eksisterende billeder af Karl Maria Wiligut.

Karl Maria Wiligut (10. december 1866 i Wien – 3. januar 1946 i Arolsen) var en mystiker, runeteoretiker og okkultist, der arbejdede i Det tredje rige.

Også kendt under pseudonymerne Karl Maria Weisthor, Lobesam og Jarl Widar.

Familiebaggrund

Karl Maria Wiligut blev født i Wien i 1866 i en familie, hvor fædrene igennem flere generationer havde været officerer i den Østrig-Ungarnske hær. Da Karl var 14 år fulgte han i sin families fodspor og begyndte ved den kejserlige kadetskole i Wien-Breitensee, hvor han fik en eksemplarisk karriere og avancerede med udmærkelse frem til hans afsked fra militæret i 1919. Inden da havde han deltaget i 1. verdenskrig i voldsomme kamphandlinger på østfronten mod Rusland. I 1907 havde han giftet sig med Malwine Leuts von Treuenringen, med hvem han fik to døtre, Gertrud og Lotte. Wiligut fik også en søn, som døde ved fødslen, hvilket var et stort psykisk slag for ham, da det var kutyme i hans slægt at Wiligutfamiliens okkulte traditioner og esoteriske viden skulle føres videre til den førstefødte søn. Sønnens tragiske dødsfald kom til at få afgørende betydning for Wiliguts mentale tilstand frem til hans død i 1946.

Den okkulte baggrund

Da Karl var 12 år gammel, skulle han have været blevet indviet i en række familiehemmeligheder, som var mange hundrede år gamle og havde deres oprindelse helt tilbage i tiden før kristendommens indførelse. Hans slægt skulle eftersigende igennem mange generationer have bestået af hedenske præster og runemagikere, som var i besiddelse af forskellig okkult viden, der gik i arv igennem generationer. Karl blev i den forbindelse introduceret for en stor mængde forskellige vers og mantraer, der var blevet anvendt ved ceremonier for at tilegne sig hemmelig åndelig visdom som havde været gemt i århundreder. Karl nedskrev dele af disse mantraer i Hagalritaspräche i årene 1928-29. Wiliguts forfatterskab begyndte i 1903, hvor han under pseudonymet Lobesam publicerede værket Seyfrids Runen, der i digtform berettede om den sagnomspundne kong Seyfrid af Rabenstein. Årsagen til pseudonymet Lobesam skyldes formodentlig at det i perioden 1899-1909 var hans logenavn i selskabet Schlarraffia. I juli 1908 fulgte hans Nio Gôts bud, en samling af ni hedenske bud. Han hævdede samtidig, at hans far i 1890 indviede Wiligut i en række særlige ritualer og hemmelig viden, som gjorde ham i stand til at erindre germanernes tusindårige historie og erfaringer. I løbet af 1908 blev han gennem et familiemedlem introduceret for Theodor Czepl, som var medlem af Jörg Lanz von Liebenfels indflydelsesrige esoteriske selskab, Ordo Novi Templi.

Meget tyder dog på, at Wiligut ikke var medlem af nogle af de talrige esoterisk-nationalistiske grupperinger, der virkede i tiden omkring århundredeskiftet. Wiligut skulle dog fra 1889 og frem til 1909 have været medlem af et frimurerlignende selskab kaldet Schlarraffia, men denne havde ingen forbindelse til nationalismen og det esoteriske, som ellers prægede de andre selskaber.

Efterkrigstiden og Wiliguts sindslidelser

Da Wiligut tog sin afsked fra militæret, begyndte han at fordybe sig mere med esoteriske anliggender og politik. Lanz von Liebenfels tilskyndede Theodor Czepl til at tage kontakt med Wiligut, hvilket bl.a. resulterede i et 7 uger langt ophold i Wiliguts hjem i Morg udenfor Salzburg. Wiligut var dog stadig stærkt påvirket af det tragiske tab af sin nyfødte søn, hvilket periodisk forværrede hans sindstilstand. Dette fik konsekvenser for hans ægteskab, da forholdet til hustruen Malwine blev stærkt forværret. Wiligut var flere gange sin kone utro samtidig med. Samtidig tiltog hans interesse for det esoteriske. Malwine forsøgte da med alle midler at få Wiligut tvangsindlagt på et psykiatrisk hospital, hvilket skete i oktober 1924. Under sit hospitalsophold som varede frem til 1927 levede Wiligut isoleret, men hans aktiviteter voksede. Han havde omfattende brevveksling med et flertal af de toneangivende personer i de esoterisk-nationalistiske selskaber herunder bl.a. Werner von Bülow (Edda Gesellschaft) og Friedrich Schiller samt Richard Anders (Ordo Novi Templi). Wiligut havde også livlig korrespondance med universitetet i Reykjavik som han bl.a. assisterede med sin viden om bl.a. germanske sprog.

Wiliguts engagement tager til

Efter udskrivelsen i 1927 bosatte Wiligut sig i området omkring Salzburg, hvor hans kontakter til Edda Gesellschaft og Ordo Novi Templi blev styrket. Det var igennem førstnævnte selskab, at han i 1932 stiftede bekendtskab med medlemmet Frieda Dorenberg, der var nationalsocialist som hjalp Wiligut med at etablere sig i det sydlige Tyskland. Her havde han en ledende rolle i selskabet Freie Söhne der Nord- und Ostsee under navnet Jarl Vidar samtidig med, at han frem til 1935 hyppigt skrev i Edda Gesellschafts tidsskrift, Hag All/All Hag eller senere Hagal. Venskabet med Richard Anders fra Ordo Novi Templi var igennem tiden blevet styrket, og Anders introducerede Wiligut for Heinrich Himmler for første gang i 1933, hvilket fik afgørende betydning for Karls videre virke.

Slottet Wewelsburg som Wiligut anbefalede Himmler at tage i anvendelse til okkulte anliggender.

Wiligut og SS

Meget tyder på at Wiligut og dennes viden tiltalte Himmler. For allerede i september 1933 var Wiligut blevet indrulleret i den nationalsocialistiske organisation SS under pseudonymet Karl Maria Weisthor (den vise Thor), og kun to måneder senere blev han udnævnt til hauptsturmführer og leder af afdelingen for forhistorie under Rasse- und Siedlungshauptamt i München, hvor han koordinerede forskellige arkæologiske undersøgelser. Wiligut var nu næsten 70 år, formodentlig det ældste medlem i den berygtede organisation og givetvis den eneste person i SS som havde et pseudonym. I april 1934 blev Wiligut forfremmet til SS-standartenführer (oberst) og hans position som rådgiver for Himmler i esoteriske anliggender bliver yderligere styrket. Året efter blev Wiligut flyttet til Berlin, hvor han blev officielt medlem af Himmlers personlige stab. Wiliguts lynkarriere i SS kulminerede året efter med en forfremmelse i form af SS-brigadeführer, en yderst høj udmærkelse i SS-hierarkiet. I den forbindelse er Wiligut ofte blevet kaldt "Himmlers rasputin". Det er usikkert, om det først er i eftertiden, han fik denne betegnelse eller om Wiligut også blev kaldt dette i sin tid i SS. Udover koordineringen af forskellige undersøgelser forestod Wiligut udarbejdelsen af en række private rapporter og undersøgelser til Himmler omkring runer, hemmelige germanske traditioner og forhistoriske anliggender vedrørende germanien. Bl.a. præsenterede Wiligut en særlig cyklisk kalender opbygget af 12 vers eller digte, Gotos=kalenda, for Himmler i 1937, der dog udkom i et meget begrænset oplag.

Wiligut var ligeledes arkitekten bag udformning af forskellige ceremonier og ritualer, der blev anvendt internt i SS-organisationen. F.eks. dåbs- og vielsesritualer. Wiligut forestod selv flere af disse ritualer, herunder vielser hvor han bl.a. anvendte en række særlige kultiske genstande eksempelvis en særlig elfenbensstav med særlige runeindskriptioner. Det var ligeledes på Wiliguts opfordring, at Himmler lod sin SS-organisation tage det nordtyske middelalderslottet Wewelsburg i brug i begyndelsen af 1935. hensigten var at omdanne slottet til hovedkvarter for en art ridderorden forbeholdt skulle anvendes som hovedkvarter for SS’ elite.

Den berygtede Totenkopf-ring til SS-organisationen, som Wiligut var ophavsmanden bag.

Slottet blev straks overtaget af foretagendet Gellschaft zur Förderung und Pflege deutscher Kulturdenkmäler samt en ideologiskorienteret SS-skole, der var forbeholdt ledelsen i organisationen. Herefter gennemgik slottet et større renoveringsarbejde, hvor Wiligut havde stor indflydelse på den planmæssige udformning af slottet.

Wiligut var ligeledes initiativtageren til flere ekspeditioner med tyske historikere og arkæologer til en række forskellige destinationer. Bl.a. iværksatte Wiligut en større SS-ekspedition til Island med deltagelse af den unge historiker og arkæolog Otto Rahn, der senere i 1939 formodentlig tog sit eget liv i frustration over den politiske radikaliserede udvikling i Tyskland. På ekspeditionen til Island skulle Rahn bl.a. forske i Edda-digtenes oprindelse, ligesom han skulle udforske fødestedet for den formodede forfatter til digtene, den islandske præst og historiker Snorri Sturluson.

Det mest opsigtvækkende og vigtigste bidrag Wiligut skabte for SS-organisationen var dens berygtede "totenkopfring", dødningehovedringen eller ordensringen, som bestod af to sigruner, hagalrunen, et svastika samt øverst en art segl som skulle have betydning af ordet Gôt. Denne fingerring var forbeholdt elite i organisationen og udgjorde en særlig genstand, der skulle signalere medlemskab af denne orden.

Wiliguts udtræden af SS

I maj 1937 blev de officielle dokumenter om Wiligut hemmelig stemplet, hvilket betød at hans tidligere ophold på det psykiatriske hospital blev hemmeligholdt. Himmlers personlige adjudant, Karl Wolf, tog kontakt til Wiliguts hustru Malwine og besøgte hende i dennes hjem i Salzburg i november 1938, hvor Wolf fik kendskab til Wiliguts fortid med indlæggelsen fra ’24-27 på et sindssygehospital. Himmler forholdte sig pinlig til afsløringen. 5. februar 1939 meddelte Wolf Wiliguts medarbejdere i SS, at Karl havde trukket sig tilbage fra SS-organisationen på grund af høj alder og dårligt helbred, hvilket betød at hans kontor i SS blev lukket ned. I slutningen af august trak Wiligut sig officielt tilbage fra SS. I den forbindelse anmodede Himmler ham om at aflevere sin SS-daggert, sværd og sin særlige SS-dødningehovedring. Disse effekter deponerede reichführeren efterfølgende personligt bag lås og slå. Samtidig var Wiliguts sidste år i SS-organisationen præget af, at hans hukommelse begyndte at svigte, hvilket bevirkede at SS-ledelsen var bekymret for, at hans esoteriske indsigt skulle gå tabt. Derfor begyndte Himmlers læger at behandle den ældre mand med en mere eller mindre obskur mikstur, der skulle fremme en foryngelse hos Wiligut. Denne mikstur gjorde formodentlig mere skade end gavn hos den gamle mand, idet denne medicin resulterede i personlighedsforstyrrelser, hvilket bevirkede at den ellers meget asketiske Wiligut tillagde sig et stort alkohol og tobaksforbrug.

Gulvmosaik fra Wewelsburg, der forestiller den legendariske sorte sol.

Frem til 1946

Efter afskedigelsen fra SS flyttede Wiligut til Goslar sammen hans trofaste veninde Else Baltrusch, hvor han opholdte sig frem til 1943. Herefter boede Wiligut med Baltrusch i Østrig i en bolig med tilknytning til SS-organisationen frem til krigens afslutning, hvor han blev interneret i britisk fangenskab. Kort tid efter løsladelsen fra sit fangenskab fik Wiligut et slagtilfælde juledag 1945 og 3. januar 1946 udåndede den gamle mystiker.

Wiliguts opfattelser

De tanker som Wiligut præsenterede i sit forfatterskab er både mangeartede og af meget forskellig karakter. I sin tid i SS fra ’33-39 skrev Wiligut en stor del rapporter, der omhandlede forskellige teologiske, historiske, politiske og religiøse aspekter. I en skrivelse til Himmlers personlige stab opridsede Wiligut en række anbefalinger til, hvordan den kristne kirkes indflydelse i Tyskland kunne nedtones. Dette skulle bl.a. foregå ved, at kirkens forskellige besiddelser herunder kirker, klostre, klosterskoler m.m. skulle registreres og gradvis overtages af den tyske stat. Det er ikke alle hans skriftlige efterladenskaber, som er bevaret. I bogen "The Secret King" er dog flere af hans tekster oversat til engelsk og for første gang trykt for et større læserpublikum. Eftersigende skulle hans største litterære værk være "Kosmotechnishe Gedanke zu Waltung und Lenkung". Selve manuskriptet, der er gået tabt for eftertiden, skulle eftersigende være flere hundrede sider langt, hvoraf hovedparten behandlede den mytiske og sagnomspundne sorte sol fra tidernes morgen, der brændte over Nordpolen. Hovedparten af Wiliguts esoteriske tekster behandlede runer og deres forskellige betydninger. For Wiligut var runer manifestationer af de kosmiske kræfter: ånd - energi - materie som både var dynamisk men også uforanderligt. For Wiligut var disse runer symboler for forskellige energier, som alle førte forandring, men runerne var underlagt evige kosmiske lovmæssigheder.

Fra krypten i Wewelsburgslottet.

- Irminisme kontra wotanisme

En af Wiliguts kontroversielle udlægninger var, at flere årtusinder før vores tidsregning havde der foregået en århundredelang magtkamp mellem tilhængere af irminismen og odindyrkere, wotanister. Ifølge Wiligut var wotanismen ikke den oprindelige religion for de germanske folk, men den ældre irminisme som havde en række lighedstræk med kristendommen. Wiliguts opfattelse af kampen mellem disse to religioner stod i modsætning til Wiliguts fagfælle Guido Von List, som havde hævdet at de strømninger derimod interagerede på fredelig vis og nærmest supplerede hinanden. Von List kaldte dog irminismen for armanisme. I Wiliguts optik endte denne magtkamp med wotanismens overskyggende sejr.

Eftersigende skulle Wiligut have været i besiddelse af overnaturlige og clairvoyante evner. Bl.a. påstås det, at han flere gange under planlægningen til arkæologiske udgravninger spontant uden forstudier eller andre former for undersøgelser skulle have udpeget en særlig lokalitet i området, hvor selve udgravningen skulle finde sted. Når udgravningerne efterfølgende var gået i gang på de af Wiligut anviste steder dukkede der så forskellige arkæologiske fund op!

Eftermælet

Var Wiligut blot et menneske plaget af sindslidelser, som han ofte er udlagt som med et strejf af latterliggørelse i forskellige nyere fremstillinger eller besad han vitterligt en eller anden form for esoterisk indsigt og visdom? Det må stå hen i det uvisse. Noget peger dog på at begge forhold var gældende for denne nationalsoialistiske "Rasputin".

Ligeledes kan der kan herske tvivl om Wiliguts reelle indflydelse. Wiliguts rolle i det tidlige 20. århundredes okkulte kultur i Østrig og Tyskland er lidt dunkel, han publicerede sine tanker i en række mindre kendte tidsskrifter i 1930’erne og hans virke i SS-organisationen omfattede i overvejende grad udarbejdelsen af fortrolige rapporter til Himmler. Samtidig er det meget omdiskuteret, hvor stor indvirkning esoteriske anliggender reelt havde for det tyske regime og SS. Dog tyder meget på at hedenske esoteriske anliggender spillede en rolle, men spørgsmålet er hvor meget disse forhold egentlig betød? Noget tyder alligevel på, at flere organisationer og embedsfolk i Det tredje rige var optaget af hedenske elementer, men disse udgjorde ikke nogen majoritet.

Ligeledes kan det konstateres at Wiligut udøvede en hvis indflydelse på Himmler bl.a. med hans anbefalinger og tanker om anvendelse af Wewelsburgslottet. Samtidig medvirkede han til at påvirke Himmler og formodentlig influerede den mere okkulte del af SS-organisationen.

En lidt underlig historie udspillede sig knap tre år efter Wiliguts død, da to politifolk fra Scotland Yard opsøgte Else Baltrusch i Tyskland for at forhøre sig omkring den elfenbensstav, den såkaldte Gotenstock, som Wiligut anvendte ved sine forskellige ceremonier herunder vielser m.m. Denne stav skulle være gået i arv fra fader til søn i Wiliguts slægt, og han skulle derfor selv have modtaget den af hans far. Eftersigende skulle Wiligut have brugt staven til andre formål bl.a. under besøg ved kultiske eller historiske steder.

Eftertiden

Karl Maria Wiligut har med sine esoteriske tanker og runeteorier skabt grundlag for og dannet inspiration for mange forskellige mystikere, hedenske og esoteriske grupper som har taget dele af hans teorier og tænkning til sig.

Som et mere kuriøst indslag kan det nævnes, at Wiligut optræder i ”shoot ’em up” computerspillet Wolfenstein.

Litteratur

  • Budkalven nr. 1 (4), maj 2002 ”Karl-Maria Wiligut”, s. 21-24. (2002)
  • The Secret King: Karl Maria Wiligut, Himmler's Lord of the Runes edited and prefaced by Moynihan, (Dominion Press 2001, ISBN 0-9712044-0-3)
  • Black Sun: Aryan Cults, Esoteric Nazism and the Politics of Identity Af Nicholas Goodrick-Clarke, (New York University Press 2002, ISBN 0-8147-3124-4)
  • The Occult Roots of Nazism: Secret Aryan Cults and Their Influence on Nazi Af Nicholas Goodrick-Clarke, (Tauris Parke Paperbacks 2005, ISBN 1-86064-973-4)
  • Crusade Against the Grail: The Struggle Between the Cathars, the Teemplars, and the Church of Rome Af Otto Rahn, (Inner Traditions 2006, ISBM 1-59477-135-9)
  • The Secret King: the Myth and Reality of Nazi Occultism Af Stephen E. Flowers, (Feral House, ISBN 1-93259-525-2)
  • Das 'Ahnenerbe' der SS 1935-1945 Af Michael H. Kater, (Oldenbourg 2006, ISBN 9-7834-8657-950-5)

Eksterne links

  • [1], Ordner som Wiligut modtog i løbet af sit liv.
  • [2], Stephen Flowers' kildesamling "The Secret King: the Myth and Reality of Nazi Occultism" kan bestilles her.