Praktischer Idealismus: Pacifisme

Skabelon:Sammenskrives

Pazifismus 1924

Dette er tredje del af grev Koudenhove-Kalergis bog: Praktischer Idealismus, som blev udgivet i Wien i november 1925. Pazifismus blev skrevet i 1922.

Forud for denne kommer Adel fra 1920 og Teknikkens Forsvarstale fra 1922. Under opslaget Praktischer Idealismus finder du sammendrag m.m.

1. Ti års krig

Vi har endnu ikke fred. Efter fem års krig fulgte fem år med mindre krige: Den russisk-polske og den græsk-tyrkiske krig, Ruhr-opstanden, kampe i øvre Schlesien, Litauen, Vestungarn, Fiume, Korfu, borgerkrigene i Tyskland, Italien, Spanien, Ungarn, Irland, Grækenland, Bulgarien og Albanien. Dertil politiske mord og nogle valutaers sammenbrud.

Det er det værste ti-år siden folkevandringstiden. Og krigshetserne triumferer og forbereder sin næste krig.

Enhver må tage stilling til den: Kan den avværges eller ikke? Kan den ikke, er det naturligt at flygte. Kan den, må man jo yde sin indsats for pacifismen.

De aller fleste folk – også politikere – ønsker fred. Det gjorde de også i 1914. Alligevel kom krigen. Et internationalt statskup, planlagt gennem lang tid af en krigsælskende minoritet, overrumplede i et gunstigt øjeblik den intetanende, fredselskende majoritet. Når som helst kan en ny krig bryde ud. For i dag som dengang står en lille, men handlekraftig krigsminoritet overfor en stor, men energiløs fredsmajoritet. De leger med krigen i stedet for at træde den under fode. De prøver at blidgøre krigshetserne i stedet for at løbe dem over ende. De glemmer, at for at fåreflokken skal kunne forsvare sig mod ulven, må den være meget godt organiseret. Der er ganske vist mange, som ønsker fred, men bare få, som vil den. Mange frygter krigen, men bare få bekæmper den.

2. Kritik mod pacifismen

Pacifisten, som i dag ikke arbejder aktivt mod en ny krig, bidrager selv til den, og underskriver derved næsten sin egen og sine børns dødsdom. Pacifismens hovedfejl:

 den er upolitisk, sværmerisk og regner ikke med menneskenes ondskab  vil alt og opnår dermed intet  vil forhindre krigen, men har ikke noget at erstatte den med  pacifisterne arbejder isoleret uden en overordnet plan  alle vil fred, men ingen har det fred som hovedmål, som gennemsyrer politikken  drives af frykt for krigen i stedet for kærlighed til freden  ingen tapperhed eller offerberedskab

Mange pacifister er svage naturer. De holder ikke stand i det afgørende øjeblik. Bare en fast organisation, ført af en stærk vilje, kan tvinge dem til vedvarende at yde freden sin tjeneste.

3. Religiøs og politisk pacifisme

Den religiøse pacifisme vil afskaffe krigen ved at ændre menneskerne. Den politske pacifisme ved at ændre forholdene. Begge er gode og berettigede. Alligevel har de let for at skade hverandre i det afgørende øjeblik, hvis de ikke godtager og aktivt benytter sig af hverandres metoder og våben.

I første verdenskrig måtte Tolstois pacifisme kapitulere. Machiavellis millitære metoder beviste sin overlegenhed. Pacifisterne må lære af modstanderne. Forsvarsløs at møde røvere er bare til røvernes fordel. Kristendommen kunne møde romerriget uden våben, fordi den kunne vente. Europa har ikke tid til at vente. Kommer ikke freden ganske snart, er det bare kinesiske arkæologer, som bryder stilheden på europæiske kirkegårde om tre hundrede år.

Pacifismen må lære sig politikkens regler: List og magt. Først når militarismen er overvundet kan reglerne gøres om. En politiker, som ikke vil bruge magt, er som en kirurg, som ikke vil skære.

Fred opretholdes med bare med ret; men uden den nødvendige magt udhules retten og løbes overende i kaos og anarki; den værste form for magtanvendelse. Pacifismen kan altså ikke give afkald på magten. Den må bare sættes ind mod krigen.

4. Pacifismens reformation

Krig og fred er ikke naturforeteelser. Derfor er ingen af dem umulige. De er resultat af menneskelig vilje. Derfor må pacifismen bæres frem af nøgterne, handlekraftige mænd.

Vi kan ikke forene pacifister fra alle nationer, partier og verdensanskuelser. Men de kan samarbejde under fælles ledelse og fane.

Pacifisten må udspørge politikerne og afkræve præsise svar på, under hvilke betingelser og med hvilke midler de vil forhindre krig. Ved ikke at lade sig spise af med valgflæsk kan vælgerne gripe direkte ind i udenrigspolitikken. Så længe masserne bare finder helte blandt krigshetserne og kujoner blandt pacifisterne, forbliver begejstringen for krigen større end for freden.

5. Verdensfred og europæisk fred

Alle pacifister er mod angrebskrig. Værre er det med befrielseskrig, som jo vil bekæmpe en tilstivnet erobring. Men fordi befrielse af undertrykte folk i dag er den mest brugte undskyldning for angrebskrige, er det illusorisk af pacifismen at tillade det. Folkeforbundet i Geneve vil fastfryse alt konfliktpotentiale og på den måde skabe fred. Internationalen i Moskva vil luge alle problemer væk, én gang for alle, koste hvad det koste vil. Disse radikale tendenser truer verdensfreden.

Men der findes en udvej, om end den er som en tynd line over en dobbel afgrund og kræver stor dygtighed og vågemod af politikerne: Den evolutionære pacifisme. Freden må opretholdes samtidig som national og social undertrykkelse brydes ned skridt for skridt.

Fremtidens vanskeligste fredsproblemer er det indiske og det australske. Det indiske er et kolonialspørgsmål. Indien vil løsrives fra Storbrittanien, og en eller anden gang kan de asiatiske folk rejse sig til en befrielseskamp.

I Australien er det et indvandringsspørgsmål. De hvide tillader ikke mongolerne at sprede sig ud over landet, fordi de, med rette, frygter, at de ganske snart vil komme i mindretal. De britiske, asiatiske og australske pacifister har her en meget vanskelig opgave at løse. De europæiske pacifister må nok erkende, at krig er sandsynligere end fred, men at de selv næppe har magt og indflydelse til at forhindre den truende krig.

Dette er afklarende for den europæiske pacifisme. Den kan ikke pacifisere hele jordkloden. Men den kan skænke Europa varig fred ved at konsentrere sine kræfter på det og undlade at blive forviklet i de andre konflikter. Selv om der ryddes i egen forgård først, kan pacifister i alle verdensdele med fordel forblive i kontakt, da mange problemer bare kan løses internationalt, som feks nedrustning.

I forhold til de østasiatiske krigsfarer er de europæiske lette at ordne. For ingen kan vinde noget ved en europæisk krig. Den kan derfor bare komme i stand ved en forbrydelse fra militaristernes side, på grund af pacifisternes enfoldighed eller politikernes dumhed. Den kan forhindres ved at krigshetsere i alle lande holdes i skak.

Som den første verdenskrig tog sit udgangpunkt i Europa, kan dermed verdensfreden også gøre det.

6. Realpolitisk fredsprogram

Grænserne i Europa er en kilde til splid. Overalt er der nationalister, som ikke er tilfredse med sine grænser, enten på grund af nationale, erhvervsmæssige eller strategiske fordringer. De står på sin ret og tvinger hverandre til oprustning.

Ved Østeuropas grænse står en verdensmagt, som ikke lægger skjul på, at de ønsker at styrte det bestående Europa med magt. De støtter Europas irredenta og ønsker snarest at lade sovjettropperne flomme ind over grænserne, straks revolutionen er et faktum. Rusland bekender sig principielt til militære metoder og er i færd med at bygge en stærk hær, med hvilken de forventer at kunne endre verdenskortet i det mindste i Europa og Asien. Så snart arméen er stæk nok, vil den uden tvivl marchere mod vesten.

Disse to problemer, som træffes nogle få steder feks. i Besararbien og Østgalisien, truer hele tiden Europas fred. Pan-Europa-programmet er det eneste, som kan forhindre disse to krigstrusler. Dets mål er:

- toldforbund

- beskyttelse af minoriteter

- grænseaftaler og -garantier

- fred med Rusland ved gensidide europæiske forsvarsaftaler

- anerkendelse og ikke-indblanding

- nedrustningsaftaler

- økonomisk samarbejde

- fjernelse af social undertrykkelse

- sikring af fred med Britanien, Amerika og Østasien ved aftaler og en Folkeforbundsreform

Først skal de gamle grænser anerkendes. Dernæst skal strategiske, økonomiske og nationale grænser langtsomt fjernes for at forhindre fremtidige krige. Dermed bevares Europa, men dets væsen ændrer sig og sikrer fred og Europas nationale udfoldelse.

Ruslands grunde til krig er angst for europæisk invasjon og ønsket om at befri Europas undertrykte arbejderklasse. Rusland kan bringes til ro med ærlig fredsvilje og en massiv militær overlegenhed, som så kan nedrustes kontrolleret.

Nogle gange kræver pacifisme oprustning, andre gange nedrustning. Havde feks. England og Belgien haft stærke arméer i 1914, så havde det engelske mæglingsforsøg sikkert haft større gennemslagskraft forud for katastrofen.

Freden med England, som har en stabil og pacifistisk politik, kan bygges på aftaler. Freden med Rusland, som er midt i en revolution, og som ikke fornægter sine krigsplaner mod Europa, kræver oprustning.

Europas pacifister må ikke glemme, at Rusland ruster for den sociale befrielse, og at millioner europæere ville modtage den russiske invasjon som en befrielseskrig. Den eneste måde at avværge det på, er ved at arbejderne i de demokratiske lande tydeligt får det bedre end sine kammerater i øst, ellers kan ingen udenrigspolitik redde Europa.

7. Befordring af fredstanken

Folkeforbundet er som fredsinstitution særdeles ufuldkomment, født som det er af krigen. Desuden er og bliver det en torso, så længe USA, Tyskland og Rusland ikke deltager. Men det har den uendelig store fordel frem for alle andre ideer, at det findes! Derfor skulle pacifister ikke forsømme nogen anledning til at støtte det. Gerne kritisere, men ikke ødelægge. For Folkeforbundet er verdens første udkast til en international statsorganisation, som skal træde i stedet for det tidligere statsanarki.

Enhver pacifist skulle bidrage til at fjerne det dumme folkehad, som skader alle og ingen gavner. Det gøres bedst ved at øge kendskab til hverandre, ved at sprede sandhed og ved at bekæmpe den ondskabsfulde og uskolerede folkehets.

Pacifisten skulle medvirke til udveksling af professorer, lærere, studenter og børn, oversættelser og oplysende folkeliteratur. Alle nationer skulle oprette et fredsministerium, som arbejder tæt med hinanden.

En af pacifismens vigtigste opgaver er indførelsen af et fælles internationalt sprog. Hvordan skal folk kunne forstå hinanden, når de ikke engang kan tale med hverandre? Dermed kunne alle tale sit modersmål hjemme, men behøvede bare at lære eet ekstra sprog for at kunne bete sig ude i verden.

Det er bare to sprog, som kommer på tale her: Engelsk og esperanto. Hvilket som bliver valgt, er ikke så vigtig. Engelsk har imidlertid den store fordel, at den halve verden allerede taler det, at europæere har let ved at lære det og at de to mægtigste riger på jorden har det som sit modersmål. Folkeforbundet kunne vedtage dette og i løbet af nogle få år ville det kunne implementeres i alle undervisningsinstitutioner verden over. Oplysning bringer os nok hurtigere til fred end kampen mod ondskaben, for menneskelig overbevisning forandres hurtigere end instinkter. I det mindste i Europa skulle man kunne komme langt ved at appelere til den menneskelige forstand.

Fredens indtog i Europa afhænger af pacifisterne. At menneskene lærte at flyve, var langt mere usandsynligt, end at de en dag skulle lære at leve fredeligt sammen.

8. Fredspropaganda

Fredspropaganda skal støtte fredspolitikken. Men fredspropaganda er ikke nok. Den trenger næmlig flere generationer, før dens virkning slår igennem. Fredspolitikken kan nok skaffe en umiddelbar fred, men er ikke bestandig nok til at bære over generationer. End så længe må freden bæres af pacifisternes militære overlegenhed. Først når ingen længere ønsker krig, kan alle våben lægges væk. Først når alle forbrydere er uddøde, kan den sidste politimand nedlægge sit embede.

Den pacifistiske propaganda retter sig mod krigsinstinkter og idealer og ønsker at svække og aflede dem ved at styrke andre instinkter. Det er som at afvende rygere og narkomane. Midlet er fredspolitik. Sport er velegnet til at aflede det mandlige kampinstinkt fra krigsindstilling. Det er ikke tilfældigt, at de folk, som dyrker mest sport, englændere og skandinavier, samtidig er de fredeligste. Bare jagten, som i mange europæiske lande var den ypperste sport for herskerne, fører let til foragt for fremmed liv og ligegyldighed overfor blodsudgydelse. Pacifismen skal afskaffe krigen, men ikke kampen. Den skal forfines og moderniseres.

Økonomisk konkurranse er i færd med at afløse den militære kampform. Ghandi forsøger at gennemføre den indiske befrielseskamp uden at udgyde blod. Nationer vil efterhånden ikke længere kæmpe med knive og kugler, men med videnskabelige, tekniske og kunstneriske præstationer, de vil konkurrere om den beste folkesundhed og de største personligheder.

Et andet mål for den pacifistiske propaganda er at overbevise folk om, at krig ikke lønner sig. Norman Angell redegjorde for det allerede før krigen i bogen Die falsche Rechnung, og krigen viste med eftertryk at han havde ret. En ny europæisk krig vil efterlade sejersherren hårdt såret og det besejrede folk vil være tilintetgjort for evig. Den mulige gevinst står ikke i noget forhold til de sikre tab.

Nogle politikere og militærpersoner kunne profittere på en krig. I demokratiske stater må beslutsom pacifisme styre dem. Politikere som ikke handler ud fra folkets bedste, bør behandles som forbrydere.

Offiserer må opdrages til at afsky krigen, men til heroisk at forsvare sit land.

Kapitalister, som kunne tjene på en krig, må huske på, at den næste krig sandsynligvis vil blive vundet af Rusland. Dermed venter der dem ekspropriation og måske til og med galgen. Dette tar vinden ud af sejlene på krigspropagandaen og giver kraft til fredspropagandaen.

Fredspropagandaen må også støtte menneskenes svare erindring og fantasi ved at minde dem på krigens skræk på alle mulige måder. Den næste krig vil sandsynligvis i langt højere grad træffe civilbefolkningen med sine nye stråler og gasser og kunne udrydde hele byer. Viljen til at leve er den stærkeste forbundsfælle, som pacifismen har.

Forsvarskrigen er nødværge, angrebskrigen er organiseret mord. Skylden ligger ikke hos soldaterne, men hos politikerne. Den, som viger tilbage fra at myrde, skulle tænke sig godt om, hvem han vælger ind i regeringen!

9. De nye helte

Pacifismen må skabe et nyt helteideal og med det udkonkurrere militarismen. Folk må forstå, at Kristus er helt af en helt anden kaliber end Akilles.

Ingen anstændig pacifist vil tage æren fra mændene, som faldt ved fronten for sit fædreland, uanset hvorfor de blev drevet i krig. Anderledes er det med demagogerne i kontorene, i forsamlingerne, presse og parlament, som hetser til krig fjernt fra fronten og misbruger heltene for egen vinding.

Og det er ikke bare blandt soldater og officerer at der finde helte. De findes overalt: Blandt arbejdere, opfindere og mødre. Den der bringer ofre for sine idealer er en helt. Des større offer, des større helt. Den fryktløse er ikke en helt; bare fantasiløs. Men den som overvinder frykten for idealerne er en helt.

En nations ære kan aldrig skades af, at fulde folk river deres fane ned, men derimod af at dens egne dommere tager parti, at embedsmændene kan bestikkes og at deres statsmænd ikke holder ord. At de jager sine bedste sønner væk, provoserer sine svage naboer, undertrykker minoriteter og ikke passer sine forpligtelser og aftaler. Kampen mod løgnen bliver dermed samtidig til kampen mod krigen og et skridt videre mod pacifismens mål. Fredstankens sejr hænger nært sammen med denne moralske dannelse. Disse fredens helte må slutte sig sammen til en mægtig frivillig armé. De skal sprede sit evangelium og agitere for millionerne, men også være klare til i det afgørende øjeblik at marchere mod krigen.

Fredsarméen skal føres an af mænd med statskundskab og med en ubændig og urokkelig vilje til fred. Bare om det sker, tør Europa håbe på varig fred.