Paneuropabevægelsen
Paneuropabevægelsen er en af de ældste bestræbelser på at samle de europæiske lande i moderne tid. Den unge greve Coudenhove-Kalergi skrev i 1922 bogen "Paneuropa" hvori han fordrede en europæisk sammenslutning på linje med USA. Han lagde i den sammenhæng stor vægt på med dette initiativ at skabe varig fred i det ellers så krigshærgede Europa.
Bevægelsen fik god støtte, også internationalt, og en række prominente personligheder tog imod opfordringen i bogen og meldte sig ind. Af kendte personer kan nævnes: Albert Einstein, Thomas Man, Franz Werfel, Salvador de Madariaga, Charles de Gaulle, Aristide Briand, Konrad Adenauer, Franz Josef Strauss, Bruno Kreisky og Georges Pompidou.
Indholdsfortegnelse
Program
Bambergprogrammet fra 1996 erklærer at Paneuropabevægelsen bekender sig:
1) EUROPA SOM KRISTENT FÆLLESSKAB
til Kristendommen som Europas sjæl, specielt
til det kristne menneskebillede
og kæmper mod alle tendenser, som vil undergrave Europas åndelige og moralske kraft
og mod nihilisme, ateisme og umoralsk konsumeri
Paneuropabevægelsen tilstræber et kristent Europa, med fokus på menneskeværdighed og aktelse for Guds skaberværk
2) EUROPA SOM FRIHEDENS FÆLLESSKAB
til menneskets frie og ansvarlige utfoldelse
til styrkelse af de naturlige fællesskab, specielt til familien som til subsidiaritetsprinsippet
til beskyttelse og hjælp for svage, syge og invalide
til ansvarlighed overfor fremtidige generationer og specielt overfor skaberværket
til folkenes frie selvbestemmelse
til folks- og folkegruppers ret til kulturel, næringslivs- og politisk udfoldelse
til retten til at høre hjemme et sted
til føderalisme og til regionernes ejenverdi som historien har formet den
til social frihandel
og kæmper mod enhver form for tyranni og totalitært system
mod al lære og alle former som hæmmer eller forfalsker friheden og misakter menneskeværdighed
mod menneskeforaktende ideologier som nationalisme og kommunisme
mod teknokratiets og burokratiets almagt
og tilstræber et forenet Europa for frie mennesker, folk og folkegrupper
et stærkt Europa, som overalt i verden sætter kræferne ind for sine idealer og for menneskerettigheder
3) EUROPA SOM ET RETSFÆLLESSKAB
til menneskerettighedernes universelle gyldighed
til en europæisk statsdandelse i forskellige nivau
til retsstatsprincippet
til et fælles europæisk værdigrundlag
og kæmper mod staters og systemers undertrykkelse af mennesker
mod fordrivelse, forfølgelse og "etnisk rensning"
mod angrebet mod menneskeliv i form af abort, euthanasi og genmanipulation
og tilstræber en europæisk retsstat, som med sin ledelse kan tjene som forbillede for verdens folk
4) EUROPA SOM FREDENS FÆLLESSKAB
til øget venskab mellem Europas folk og folkegrupper
til mangfoldighed blandt Europas nationer, kulturer og traditioner som udtryk for Europas rige arv
til opretholdelse af og forsvar af friheden
til venskab med de atlantiske partnere og med Europas naboer, spesielt med Rusland og de ikke-europæiske stater i Mellemøsten og alle land i verden ellers
til Europæisk patriotisme, som kan udfylde og krone den nationale
og kæmper mod opsplitningen af de europæiske folk
truende nationale og sociale konflikter
mod alle forsøg på at forstyrre forsonelsen og venskabet mellem de europæiske folk
mod nationalistisk smålighed og provisialisme
mod at Paneuropa-ideen underordnes rene næringspolitiske ideer
mod krig, terrorisme og internationale forbrydelser
og arbejder for optagelse af alle europæiske folk, som er villige til at opfylde de nødvendige betingelser når det gælder retsstat, menneskers og folkegruppers ret til stedstilhørighed, i den Europæiske Union
for fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik i den Europæiske Union for at sikre fred og frihed i Europa
for en videreudvikling af den Europæiske Union til en såvel indad som udad fuldt handlekraftig enhed
for et suverent Europe som ikke er underlagt fremmede magter
Ideologisk grundlag
Selv om Paneuropa skulle betyde noget i retning af ”hele Europa”, så er Rusland den dag i dag først og fremmest en god nabo, selv om det geografisk regnes med til Europa. På den anden side mente grev Coudenhove-Kalergi ikke nødvendigvis at bevægelsen skulle stoppe der. Jo flere stater som var med, des bedre. Således så han det for sig, at hele verden efterhånden kunne være med, og var vel som sådan en af de første som plæderede for hele verden samlet under en verdensregering.
Helt fra starten af har grev Coudenhove-Kalergi talt for et Europa med klar vægt på kristendom. Det kommer også frem af bevægelsens logo, som har et ligebenet kors som kerne. Udenom denne er en krans med 12 stjerner. Går man ud fra korset er det naturligt at forstå de 12 stjerner som Israels 12 stammer som baggrunden for kristendommen.
Hvor bogen ”Paneuropa” fra 1922 behandler emnerne som vi finder igen i Bambergprogrammet, altså taler til politikerne, så behandler bogen Praktischer Idealismus fra 1925 i højere grad det ideologiske grundlag og temaer af mere geopolitisk karakter. Det kan synes som om at Praktischer Idealismus ikke var en bog skrevet for de brede masser og ikke for politikere, men for repræsentanter for kapitalen.
Der er flere ting som taler for dette. Citater som dette smigrer næppe en folkevalgt:
”Altså er demokratiets endelige mål åndeligt aristokrati. Det vil give materialisterne nydelse, idealisterne magt.
Føreren skal træde i stedet for herskeren, det ædle sind i stedet for det ædle navn, det rige hjerte i stedet for den rige pung. Det er den demokratiske udviklingens mening. Alt andet ville være kulturens selvmord." (Forordet side 3)
”Som antikken rhetor står i dag journalisten i statsmaskinens centrum: Han bevæger vælgerne, vælgerne bevæger politikerne, politikerne ministre. Således påligger det journalisterne det højeste ansvar for alt politisk liv. Og netop han, som den typiske repræsentant for den urbane karakterløshed, føler sig som regel fri for sådanne forpliktelser og ansvar.” (side 36)
Så selv om Bambergprogrammet ånder demokrati og ligeberettigelse, så er det her klar tale:
Demokratiet er bare en midlertidig tilstand, som vi må tåle indtil det åndelige aristokrati er i stand til at indtage sin berettigede plads.
Dette åndelige aristokrati omtaler han flere steder som her:
”Således har det nådige Forsyn ved Guds nåde skænket Europa en åndens adelsrace, som opstod ved jødernes emansipation, samtidig med at feudaladelen forfaldt. .. en åndelig-urban Herrerace dannes..”
Europa skal ganske vist være kristent, men det skal ved Guds nåde styres af en jødisk herrerace. Den europæiske Union skal bekæmpe ethvert diktatur, men den nye åndsadel skal tydeligvis styre med menneskenes og folkenes fulde frihed.
Der er en ting til som måtte have tiltalt kapitalens repræsentanter.
Grev Coudenhove-Kalergi tager integrationsfænomenet grundigt i øjesyn. Et helt kapitel, det fjerde, vier han til fænomenet ”Indavl - krydsning". Her beskriver han hvordan familiens og folkets indavl bærer folkets karakter, mens krydsningerne, i takt med at de mister sine rødder bliver mere impulsive, karakterløse, tøjlesløse, hæmningsløse.
Det globale, internationaliserede næringsliv vil have størst glæde af krydsningerne. De har ingen traditioner, de kan påvirkes og flyttes rundt.
Under 3. rige
Bogen Praktischer Idealismus blev udgivet som små artikler i årene 1922-25 frem til bogens udgivelse. Det vil sige at muligheden er til stede for at det ikke var Hitler som prægede begreb som ”Herrerace”. Han var i hvertfald ikke sen til at forbyde Paneuropabevægelsens arbejde straks da NSDAP kom til magten i 1933.
Umiddelbart havde de meget til fælles:
- et forenet Europa
- vægt på familie og folk
- førerprinsippet er udtalt i Praktischer Idealismus, mens grev Coudenhove-Kalergi ellers plæderer for demokrati
Problemet her er nok, at der ikke er konsistens mellem det som kommer frem i Praktischer Idealismus og resten. Nationalsocialisterne har sandsynligvis forstået Paneuropabevægelsen som en frontal modstander:
- jøderne som Herreracen, som skal herske over de kristne europæere
- en fred som bliver bedre des mere folkene blandes og opgiver sin forbindelse med sine respektive folkeånder
- en verdensregering, eller i det mindste en Europa-regering, som skal være en suveren enhed, i det mindste når det gælder udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Det moderne EUs fader
Grev Coudenhove-Kalergi regnes af mange som det moderne EUs fader. Han foreslog Beethovens hymne som EUs sang. Han var meget aktiv ved udformningen af EUs logo og kæmpede tilsyneladende for at korset skulle være i midten. Bemærkelsesværdig er det at modstanden og den udløsende årsag til at vi i dag har en stjernecirkel uden kors ligger i det faktum, at Tyrkiet protesterede. Hvilken vægt Tyrkiet blev tillagt den gang kan overraske i dag. Ligevel er det interessant at Tyrkiet nu er i forhandlinger om optagelse i EU.
I dag
Historisk set havde bogen Praktischer Idealismus sandsynligvis bare en kort missionstid. Der er ikke mange referencer til den. Den er næppe trykt i mange oplag og eksemplarer da den er vanskelig at fremdrive i dag.
Bogen er heller ikke nævnt på Paneuropabevægelsens internetsider. Det er nærliggende at bevægelsen stiltiende tager afstand fra det noget kompromitterende indhold.
I nogle lande er bogen i praksis underlagt censur.
Paneuropabevægelsen lever fortsat i bedste velgående og har afdelinger i de fleste europæiske lande, omend folk flest interessant nok knapt ved at de findes.
