Richard Nikolaus Eijiro Graf Coudenhove-Kalergi
Richard Nikolaus Eijiro Graf Coudenhove-Kalergi (16. november 1894, Tokyo – 27. juli 1972, Schruns, Vorarlberg) var en østrigsk politiker og geopolitiker.
Liv
Grev Courdenhove-Kalergi var søn af en østrig-ungarnsk greve og diplomat af tysk-polsk oprindelse og hans moder var japansk. Han tog sin doktorgrad i filosofi ved universitetet i Wien. Siden arbejdede han som journalist og skribent for avisen "Paneuropa". Han regnes som grundlæggeren af den første bevægelse for et forenet Europa.
I 1923 udgav han manifestet Pan-Europa. Det er bemærkelsesværdigt at han med Paneuropa ønsker at forene alverdens lande under een regering. Bogen indeholdt en indbydelse til at blive medlem, og en række indflydelsesrige europæiske politikere meldte sig ind. Den blev fulgt op af trebindsværket Kampf um Europa som udkom i årene 1925-1928. Allerede tidlig havde han skrevet en række artikler, som i 1924 blev udgivet under tittelen Praktischer Idealismus. Her bringer han den mere filosofiske baggrund for sine ideer. Han mener for eksempel at bastarder i almindelighed har mere urbane træk. De er mere selvcentrerede og uafhængige, mens folk med en etnisk ren baggrund er vanskelige at styre. De følger sin egen dynamik. Greven ser den fremtidige europæiske befolkning som en lysebrun blandingsrace, som en blanding af europide, afrikanske og asiatiske elementer.
Her præger han også ord som "Herrenrase" og "Geistesadel" og mener hermed jøderne, som Herren i sin nåde har skænket europæerne til erstatning for den faldne feudaladel. Ord som dette tilskrives ofte Hitler, men det ser i det minste ikke ud til at han var den første til at præge dem. At de to herrer kendte til hverandre er der imidlertid næppe tvivl om. Efter at NSDAP kom til magten blev Paneuropas kontorer i Tyskland forbudt. Hitler havde selv tanker om et europeisk samarbejde, men var næppe særlig smigret ved tanken om de kommende lysebrune slægter. Med Østrigs Anschluss i 1938 faldt de allieredes skyggeregering og greven flygtede via Frankrig til USA, hvor han virkede ved universitet i New York i krigens år. I USA udgav han bogen "Crusade for Paneurope" i 1944. Da krigen var slut bosatte han sig i Frankrig og grundlagde the European Parliamentary Union. Allerede i 1947 argumenterede han igennem den for et åbent marked med fælles valuta for at stabilisere Europa. I 1950 blev han den første til at modtage den ærværdige "Karlspreis" [[1]], som siden en række af Tysklands største fjender har modtaget. Den skal egentlig deles ud til mennesker som har udmærket sig ved sit bidrag til fred.
Udgivelser
- Pan-Europa (1923)
- Praktischer Idealismus (1925)
- Kampf um Paneuropa (3 bind, 1925-28)
- Die Europäische Nation (1953)
- Weltmacht Europa (1971)
